Jeg hedder Mikael Hertig og har noget indsigt i Grønland og grønlandske forhold. Jeg har siddet i Selvstyrets administration af jagt og fangst. Jeg kender noget – måske ikke nok – til moderne inuitkultur.
Nogle kender måske lidt til Sascha Faxes omgang med sandheden omkring min person og et foretræde i Grønlandsudvalget. Lad det ligge, men vi skal nu støtte grønlænderne, som de er, og deres ret til egen ikke-dansk identitet.
Sønderborg
26. Januar 2026
Jeg deltager ikke i mødet, men spørgsmål om nedenstående kan rettes til mig per mail mh@mikaelhertig.com / tlf 27 24 4 7 00
Hval på vej ned igen
Sildepisker
Inuit lever af sæl, hval, rensdyr, fisk, En anden tradition
Alternativet skal leve grønlænderens egen ret til egen identitet. Vi skal ophøre med den postkoloniale civilisering, hvor vi med vores bedreviden skal lave dem om til noget andet, end de er.
Jeg er dansker hele vejen igennem, men mine år i Grønland har lært mig meget om nutidig inuitkultur, som den udfolder sig i vore dage. Jeg har beskæftiget mig med sammenstødet mellem grønlændere og danskere i forbindelse med sagerne om forældrekompetenceundersøgelser i forbindese med tvangsfjernelser af børn af grønlændere i Danmark. Når jeg er i Grønland, spiser jeg gerne sæl og hval.
Inuit opdrager børn med minimum skældud, for det enkelte barn lærer efter grønlandsk tradition mest af sine egne positive erfaringer. Det vil sige, at der ikke sættes grænser på helt samme måde som her.
At forbyde hvalfangst er en hån mod det grønlandske folk
Inuit – den nuværende oprrindelige befolkning – kom til Grønland omkring år 1300. De har levet som jægere og samlere. Hvalfangst har altid været en del af den almindelige hverdagskost. Ligesom kød fra sæler, rensdyr og fisk.
Der drives ikke rovdrift på sjældne arter. Der er tale om bæredygtig fangst. Læs nedenfor.
—–.
Hvalfangst i Grønland er i dag organiseret som en reguleret del af fangsterhvervet med fokus på både traditionel brug og bæredygtighed.
Overordnet organisering
-
Hvalfangst udføres af grønlandske fangere som en del af det traditionelle fangsterhverv, ikke af udenlandske kommercielle flåder.
-
For at deltage skal man have jagt- eller erhvervsjagtbevis; de store hvaler er forbeholdt fangere med erhvervsjagtbevis.
-
Fangsten er primært til lokalt konsum (kød og mattak) og indgår i forsyningen til grønlandske samfund, ofte via den lokale handel.
Myndigheder og lovgivning
-
Ansvarlig myndighed er Naalakkersuisut (Grønlands regering) via Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, nærmere bestemt Fangst- og jagtafdelingen.
-
Afdelingen forvalter udnyttelsen af havpattedyr, herunder hvaler, både nationalt og i internationale fora.
-
Jagt og fangst reguleres gennem lovgivning, jagtbeviser, licenser og krav om indrapportering af fangster.
Licenser, kvoter og rapportering
-
Der fastsættes årlige kvoter for en række hvalarter (bl.a. vågehval, finhval, grønlandshval og pukkelhval), og kvoterne fordeles nationalt.
-
Licenser til fangst af store hvaler kan kun tildeles personer med erhvervsjagtbevis.
-
Fangere skal rapportere nedlagte dyr via jagtbevissystemet og i visse tilfælde udfylde særskilte fangstrapporter for store hvaler.
-
Data fra rapporteringssystemet bruges som grundlag for forvaltning og justering af kvoter.
International regulering
-
Grønland er omfattet af Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) gennem Rigsfællesskabet.
-
Globalt er kommerciel hvalfangst underlagt et moratorium siden 1982, men Grønland får kvoter under ordningen for såkaldt Aboriginal Subsistence Whaling (traditionel/underholdsfangst).
-
IWC behandler Vest- og Østgrønland som to adskilte områder med separate kvoter for storhvaler.
-
Kvoterne skal både tage hensyn til bestandens bevaringsstatus og den grønlandske befolknings ernæringsmæssige behov.
Bæredygtighed og forvaltningsplaner
-
Naalakkersuisut arbejder ud fra princippet om bæredygtig udnyttelse og har besluttet, at alle betydende fangstarter skal være omfattet af forvaltningsplaner.
-
Forvaltningsplanerne skal sikre, at fangsten ikke bringer bestandene i fare og samtidig giver mulighed for fortsat hvalfangst på kort og lang sigt.
-
Biologiske undersøgelser og bestandsvurderinger (f.eks. af nar- og hvidhval) bruges til at dokumentere, at kvoterne ligger på et niveau, der anses som bæredygtigt.
EUs forbud mod import sælskind:
Eksporten blev reduceret med 90 %
Sælfangst er meget udbredt i Grønland, men også her må der kun fanges efter bæredygtighedsprincipper.
I Grønland fanges der aldrig sælbabyer på ynglefelte, hverken whitecaps eller bluecaps. (sælbabyerne fælder efter nogle uger første gang. Så bliver de til bluecaps. Grønlænderne spiser kun kød fra de vilde sæler, der lever et frit liv i havet.
Men kampagnen fra nu afdøde Brigitte Bardot med flere har totalt ignoreret denne omstændighed. De sammenligner brutalt grønlandsk sælskind med babysælskind. Det er diskrimination og hadsk.
Den danske regering har reelt støttet EU’s diskrimination.
—–
EU’s forbud mod sælskind har ført til et markant fald i Grønlands eksport til EU. Eksporten af sælskind til EU styrtede ned til omkring 10% af niveauerne før 2010-forbuddet, ifølge tidligere analyser.
Effekt på eksportvolumen
Før forbuddet udgjorde sælskind en væsentlig del af Grønlands pels eksport, men efter 2010 faldt værdien dramatisk på grund af adgangsbarrierer. Selvom Inuit-undtagelsen tillader begrænset eksport, har bureaukratiet og markedstilgangen begrænset voluminet til en brøkdel af tidligere niveauer.
Priseffekter
Reguleringen har sandsynligvis presset priserne nedad ved at krympe markedet og øge omkostningerne til certificering og dokumentation. Specifikke prisdata er sparsomme, men den reducerede eksport har svækket forhandlingsstyrken for grønlandske fangere, hvilket bidrager til lavere indtægter pr. skind.