Le Monde bragte 17. Januar dette interview med PostDoc Marine Duc
Maribne Duc. Mikael hertig fotto
Marine Duc (31) har skrevet speciale ved Ubiversité Bordeaux Montaigne og er nu ph.d. og Postdoc ved Universitetet i Reims –
Marine Duc: Trumps ambitioner om Grønland ændrer dansk politik og grønlandsk nationalisme
Antikoloniale bevægelser i 1970’erne førte til Grønlands første selvstyre (Hjemmestyre) i 1979, og tredive år senere til det udvidede selvstyre (Selvstyre), som har været gældende siden 2009. Et rigtigt program for at bygge en stat er i gang.
Trumps ambitioner om den arktiske ø har indflydelse på Danmarks politik over for den inuitiske befolkning og på grønlandsk nationalismes udtryk, forklarer forskeren i et interview med «Le Monde».
Marine Duc er geograf, Grønlandspecialist og lektor ved Reims Universitet, hvor hun undersøger postkoloniale magtforhold mellem den grønlandske befolkning og Danmark. Hun har blandt andet arbejdet med ulighed i uddannelse og køn samt udvindings politikker på Grønland.
-“Hvordan ser du den grønlandske reaktion på Donald Trumps annekteringsplaner?”
Situationen har udviklet sig siden Donald Trumps første krav for et år siden. I januar 2025 kunne USA’s præsident måske håbe på støtte fra en del af befolkningen på grund af opflammede antidanske følelser i Grønland de seneste år. Det er ikke længere tilfældet i dag. I Grønland findes der kun en meget lille minoritet, der er positiv over for Trumps handlinger, og præsidentens gentagne udtalelser vækker angst i befolkningen.
Den sjældne “Hverken …eller – position”
“Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark lige nu, vælger vi Danmark”
Den «hverken-hverken»-position, som de grønlandske ledere og mange aktivister og medlemmer af det civile samfund står for, er klar: De vil hverken være danske eller amerikanere; de er grønlændere, , og aftalerne (selvstyreloven) om det udvidede selvstyre fra 2009 anerkender fuldt ud deres ret til selvbestemmelse. Trumps ambitioner ser ud til at have effekten at forvandle udtrykket for grønlandsk nationalisme ved at udløse manifestationer af national enighed på tværs af partier. Det som den fælles erklæring fra de fem grønlandske politiske partier den 9. januar. Denne enighed er ret sjælden i Grønlands politiske historie.
Siden da har Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, præciseret den 13. januar: «Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark lige nu, vælger vi Danmark.» Selvom status quo med Danmark stadig er utilfredsstillende for mange grønlændinge, regner de med den danske stat for at bevare øens sikkerhed og principperne i folkeretten.
-Du nævner en opflammet antidansk stemning de seneste år. Hvordan kommer den til udtryk?
Trumps rovgriske krav finder sted i en særlig periode for Grønland. Kritikken af volden under kolonitiden har fået stor udbredelse i befolkningen de seneste år, specielt med afsløringen af flere skandaler, herunder den med tvangssterilisationer.(Spiralkampagnen, tvangsfjernelserne) i >
Mellem 1960 og 1970 gennemførte danske myndigheder en omfattende præventionskampagne i Grønland . Tusinder af kvinder, nogle så unge som 14 eller 15 år, fik et spiral indsat uden deres samtykke. De led af smerter, infektioner og ufrivillig barnløshed uden at forstå årsagen. Skandalen dukkede først rigtigt op i 2022 og er senere blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser.
Det danske regering har bevidst skabt uvidenhed og erkendt sit ansvar meget sent. Da det skete i september 2025, involverede de grønlandske myndigheder i undskyldningerne, hvilket udviskede grænsen mellem gerningsmænd og ofre. Man anslår, at 4.500 kvinder var ramt, hvilket dengang udgjorde halvdelen af alle grønlandske kvinder i fertil alder. Denne køns- og racebaserede vold krænker reproduktive rettigheder og dermed menneskerettigheder. Den kunne potentielt kvalificeres som “genocide” efter Genevekonventionens kriterier.{(Den nærmere juridiske tolkning peger dog mere i retning af “Forbrydelse mod menneskeheden, da den danske hensigt ikke har været at udrydde den grønlandske befolkning, mh]
“I hvilken sammenhæng fandt denne vold sted?”
Grønland blev koloniseret i det 18. århundrede af Danmark-Norges kongerige, oprindeligt for at finde efterkommere af nordboerne fra Erik den Rødes vikingetid i det 10. århundrede, som grundlagde den første europæiske bosættelse på øen. Fra det 19. århundrede hvilede det koloniale projekt på økonomiske interesser knyttet til handel med jagtprodukter — pelse og skind, sæl- og hvalolie — samt mineraludvinding. Det blev suppleret med politikker for at regulere racemæssige forskelle og sikre politisk dominans.
Den danske historiker Søren Rud har vist, at i det 19. århundrede var handelen med jagtprodukter forbundet med en bevidst opretholdelse af den inuit-befolkningen i en “naturlig” tilstand, som man mente passede til dem. [ I Macchiavellisk forstand er den form for dominans med tilbageholdenhed mht. voldsudøvelse anbefalet, mh]
1950’erne markerede et vendepunkt i koloniseringsprocessen. I 1953 mistede Grønland sin kolonistatus og blev et fuldt dansk amt. [Dette var en betingelse for, at Danmark kunne optages i FN, mh ] Grønlænderne skulle gøres til danskere. Derfor investerede Danmark massivt i uddannelse, sundhed, fiskeriindustri og lukning af landsbyer for at samle befolkningen under påskud af “modernisering”. Andre værdier blev tilpasset: dansk som legitimt sprog, kernefamilie, huslejen og lønarbejde.
“Hvilke følger har disse politikker haft?”
Kolonialt traume
Disse ændringer i levevis har haft alvorlige konsekvenser for krop og sind. Samfundsvidenskaben taler om “kolonialt traume” (trauma colonial) for stigningen i alkoholisme, selvmord, kønsbaseret vold og vold mod børn samt deres arv til næste generationer.
Disse forandringer har også forstærket Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark, hvilket i dag bruges som argument mod uafhængighed.
De generationer, der direkte oplevede disse politikker, bliver ældre, men minderne om kolonial vold lever videre og påvirker de igangværende geopolitiske omvæltninger: Grønlænderne kender kolonialismens realiteter indefra og genkender klonialismens voldsmotiver over for deres land.
Fortællingen om den gode kolonimagt
“Hvordan er opfattelsen af disse voldshandlinger udviklet i Danmark?”
Medierne og antikoloniale samt feministiske aktivistmiljøer har spillet en nøglerolle i emnet. Der er også tegn på stigende bevidsthed i Danmark, fx gennem kollektive mobiliseringer.
Alligevel holder fortællingen om den “gode kolonimagt” stand, og danske myndigheder forsøger at opretholde den, selvom den krakelerer efter afsløringerne.
Trumps imperialisme har allerede påvirket dansk politik over for inuit: I januar 2025 droppede regeringen forældrekompetencetestundersøgelserne (tests d’évaluation des compétences parentales), som menneskerettighedsforkæmpere kaldte kulturelt skæve — de førte til, at grønlandske børn i Danmark blev anbragt syv gange oftere i Danmark end danske. Regeringens offentlige undskyldning i september 2025 til kvinderne fra spiralkampagnen kan ses som et forsøg på at dempe spændinger med grønlænderne midt i Trumps manøvrer.
Territorium overfor befolkning
“Hvilken rolle spiller territorietes ressourcer i de geopolitiske dynamikker?”
Danmarks kolonisering af Grønland var fra starten økonomisk drevet. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1980’erne udvandt danskerne kryolit — et sjældent materiale, der er afgørende for aluminiumsproduktion. Dokumentaren Orsugiak, l’or blanc du Groenland (2025) af Claus Pilehave og Otto Rosing, som forsøgte at regne på de enorme profitter, blev udtaget af dansk public service efter heftig debat, hvilket viser, hvor følsomt emnet stadig er.
Siden 2009 ejer Grønlands regering selv undersølsens ressourcer. De store forekomster under indlandsisen — især sjældne jordarter, der er kritiske for digitalindustrien — er svære at udvinde, og landet søger stadig udenlandske investeringer. Intet forhindrer amerikanske firmaer i at investere, så længe de overholder socio-miljømæssige regler.
Macrons tale om Trumps “neokoliniale aggressivitet”
Emmanuel Macron har talt om Donald Trumps “neokoloniale aggressivitet” over for Europa i forbindelse med Grønland. Hvordan vurderer du denne reaktion?
Denne tale naturaliserer Grønlands tilhørsforhold til EU. Men Grønlands europæiske identitet er ustabil og usikker. Administrativt var Grønland EU-medlem via Danmark, men forlod frivilligt i 1985 efter folkeafstemning pga. uenigheder om fiskeri.
Siden 2010’erne er der kommet tættere bånd til EU om fiskerirettigheder og nye partnerskaber, fx uddannelsesmæssige. En meningsmåling fra 2024 viser, at 60% af grønlænderne nu er tilhængere af EU-medlemskab. Men EU nævnes knap i Grønlands sikkerheds- og forsvarsdokument fra februar 2024 (2024-2033).
Perspektiverne ændrer sig måske med NATOs og EU’s fælles sikkerhedspolitik, men Grønlands nationalfølelse er bygget i modsætning til europæiskhed. Idéen om, at grønlændere ikke er “ægte” europæere, lever stadig som en kilde til stigmatisering af inuitt i det danske rigsfællesskab. Macron glemmer, at Grønland først og fremmest er et europæisk koloniprojekt — ligesom Caribien, Afrika eller Stillehavet.
Interviewet er gennemført af Claire Legros
Le Monde, 17. januar 2026
Artiklen er oversat fra fransk af Mikael Hertig